Forord af Michael Ehrenreich

Dansk forsvar står foran nye drastiske ændringer efter en række år, der i forvejen har budt på ganske omfattende omlægninger i hurtig rækkefølge.

I kølvandet på Murens fald i 1989 reagerede både det politiske miljø og forsvarets daværende ledelse meget hurtigt. Baseret på mange års erfaring fra danske soldaters deltagelse i fredsbevarende operationer blev fokuseringen ændret fra rent territorialforsvar til medvirken i internationale operationer. Og det blev gjort med en konsekvens, der fra tid til anden har påkaldt sig beundring ude omkring.

Moderniseringen fortsatte med vedtagelsen af den seneste forsvarsordning i 1999. Forliget indebar den mest gennemgribende omlægning af forsvaret i de sidste 50 år. Kun meget få enheder og tjenestesteder er sluppet for at blive berørt.

På nuværende tidspunkt er der mindre end to år til, at den gældende forsvarsaftale udløber, og debatten om retningen og indholdet af den næste er i fuld gang. Nærværende bog er et bidrag til denne meget vigtige debat, der kan vise sig at blive ganske skelsættende for Danmark i almindelighed og dansk forsvar i særdeleshed.

Meget tyder således på, at beslutningerne i forbindelse med den kommende forsvarsordning vil række langt ud over selve forligsperioden og blive retningsgivende for de næste mange år.

Helt grundlæggende spørgsmål er allerede kastet ind i debatten. Skal eksempelvis værnepligten bevares? Skal den traditionelle værnsopdeling opretholdes? Og bliver der plads til hjemmeværnet?

Men inden disse – og mange andre – fundamentale spørgsmål besvares, kan der være grund til at beskæftige sig nærmere med den ramme, som dansk forsvar skal fungere indenfor.

Denne ramme vil også fremover være international i meget vidt omfang. Det vil sige, at danske soldater fortsat skal arbejde sammen med tropper fra andre lande – og ofte i indsatsområder fjernt fra vort eget land – for at fremme målene i den ”aktivistiske” udenrigspolitik, der har været kendetegnede for Danmark i den seneste halve snes år.

Den internationale ramme er forankret i organisationer som NATO, EU, FN og OSCE. Men såvel disse organisationer som rækken af udfordringer, de stilles overfor, ændres hastigt i disse år. Ingenting står stille længere.

Efter afslutningen af Den Kolde Krig er det gamle trusselsbillede således blevet afløst af nye, mere komplekse og mindre synlige trusler mod den globale sikkerhed. Det nye sikkerhedsmiljø er mere fragmenteret, mere diffust og ikke mindst mindre forudsigeligt. Samtidig har det samlede trusselsbillede fået en asymmetrisk karakter - mest tydeligt illustreret med truslen fra den internationale terrorisme.

NATOs rolle er ved at blive omdefineret. Med den seneste store udvidelse, hvor syv lande vil blive optaget i 2004, integreres Øst- og Centraleuropa i den vestlige forsvarsalliance, og det udvidede NATO leverer dermed i sig selv at afgørende bidrag til sikring af sikkerheden og stabiliteten i Europa.

Men nye opgaver presser sig på. Med vedtagelsen af Prag-deklarationen på topmødet i efteråret 2002 begyndte Alliancen at omstille sig til en flerstrenget strategi, der bl.a. drejer sig om kampen mod terrorisme og masseødelæggelsesvåben, om nødvendigt også udenfor NATOs eget geografiske område.

Alliancen er imidlertid ikke særlig godt rustet til at løse disse nye opgaver. Dels fordi NATOs oprindelige formål var at imødegå angreb fra traditionelle nationalstater, og dels fordi en flerstrenget strategi ikke kun bygger på militær styrke men også politiske, diplomatiske og økonomiske instrumenter.

Hvad skal de danske bidrag være til en sådan flerstrenget strategi? Og hvordan skal dansk forsvar efterfølgende indrettes for at kunne levere sin del af bidraget?

For yderligere at komplicere kampen mod terrorisme og masseødelæggelsesvåben kan en sådan indsats meget vel udløse interne spændinger i NATO mellem USA og de europæiske medlemslande.

Det har i mange år været fast praksis, at medlemslandene holdt alle interne uoverensstemmelser bag lukkede døre og udadtil opretholdt en fælles front af enighed. Men det ændrede sig med krigen i Irak. Samarbejdet mellem USA og de europæiske lande, der ikke støttede amerikanernes hårde kurs, blev meget anstrengt for at sige det mildt. Resultatet blev et både splittet og handlingslammet NATO.

Lignende situationer kan meget vel opstå igen. USA ønsker NATO-alliancen som en aktiv partner i terrorbekæmpelsen, men det er langtfra sikkert, at medlemslandene i Europa er villige til at gå så langt som amerikanerne. Ikke mindst konceptet om forebyggende angreb, hvor man slår til militært, når truslen er identificeret, men inden den manifesterer sig, kan skille vandene.

Hvor skal Danmark placere sig i dette spændingsfelt? I forbindelse med Irak-krigen fik Danmarks atlantiske forankring forrang, men kan denne placering opretholdes ubetinget også fremover uden for store omkostninger i forhold til vore europæiske partnere?

Selvom NATO også i fremtiden vil være hovedhjørnestenen i Danmarks internationale, sikkerhedspolitiske ramme, vil EU samtidig få en mere fremtrædende rolle på det forsvarsmæssige område.

Sikkerhedspolitiske opgaver, hvor USA ikke ønsker at være med, vil fremover skulle løses af Europa, hvad enten det drejer sig om opgaver i det europæiske nærområde eller på andre kontinenter, f.eks. Afrika.

I denne forbindelse sætter forsvarsforbeholdet yderst snævre grænser for Danmarks manøvremuligheder. Og intet tyder desværre på, at forsvarsforbeholdet foreløbig vil blive forsøgt fjernet, selvom der er flertal i befolkningen for at ophæve det, og dets konsekvenser i øvrigt er blevet langt mere omfattende end forudset. Det politiske mod mangler.

Kan en fremadrettet forsvarsordning, der virkelig tager hensyn til det en ny tids udfordringer, tilrettelægges, uden at danske holdninger og mulige bidrag til en fælles europæisk forsvarspolitik i det mindste analyseres? Og kan det gøres uden at fremkalde beskyldninger om fifleri med forsvarsforbeholdet?

Meget tyder på, at dansk forsvars fremtidige internationale bidrag skal findes ved at udpege de områder, hvor Danmark har særlige erfaringer og kompetencer. Disse nicher skal identificeres og dyrkes som led i en arbejdsdeling med vort lands politiske og militære allierede.

Dette vil stille nye store krav om omstilling til forsvarets ledelse og ansatte. Der skal gøres op med indgroede vaner og måske også hævdvundne rettigheder på en lang række områder.

Men opgaven stiller også betydelige krav til det politiske miljø herhjemme. Bogen ”Krigens nye klæder – dansk forsvar i det 21. århundrede” giver sit bud på fremtidens danske forsvar, men det er politikerne, der i første omgang har bolden og skal udstikke kursen på den kommende rejse mod et forsvar med maksimal relevans for Danmark i det 21. århundrede.